Category Archives: Ikke kategoriseret

Tavshedskultur? – NEJ TAK!

 

Pædagoger fravælger i større og større omfang at udtale sig konstruktivt kritisk om deres ledere, kollegaer og den førte politik i kommuner og stat. De frygter repressalier og censur, i en hverdag, hvor samfundet uddanner pædagogstuderende til at profilere deres profession tydeligt udadtil. Dette kan skabe en disharmoni i identitetsdannelsen fortæller Sociolog Rasmus Willig.


 

Tilbage i 2013 satte BUPL Fyn fokus på ytringsfriheden for offentligt ansatte pædagoger. En undersøgelse adspurgte de fynske pædagoger og ledere. Tallet var tydeligt, 54% følte sig i nogen eller høj grad begrænset af højerestående ledelse ift. offentlige ytringer (BUPL Fyn, 2014). En ny landsdækkende undersøgelse viser at tallene her 2 år senere, tegner et dystert billede. 68% af pædagogerne frygter hvad kommunernes reaktion på kritik vil være. Ifølge Sociolog Rasmus Willig er det et tydeligt tegn på at åbenheden er erstattet af en tavshedskultur.

Normeringen i de danske institutioner er strammere end nogensinde, og med regeringens proklamerede kommende besparelser på de kommunale budgetter har en forbedring lange udsigter. Pædagogerne løber stærkere og stærkere, og der er ikke tid til at tilgodese de enkelte børns behov til fulde.

Dette skader den fagidentitet pædagogen er uddannet med. Vi ønsker at gøre det bedste for vores borgere, men systemet vi arbejder i ligger til hindring for dette. Rasmus Willig beskriver i sin bog Kritikkens U-vending netop denne problematik (Willig, 2013). Pædagogens arbejde med målinger, skoleparathedstests og faldende normeringer skaber en bevægelse væk fra pædagogikkens kerneopgaver, nemlig at sikre et sikkert og trygt sted for børnene hvor trivsel og udvikling er i højsædet.

I takt med at New Public Management bølgen er skyllet ind over Danmark er hverdagen blevet fyldt med fokus på selvudvikling, MUS-samtaler og dokumentation af fremskridt. Der er kommet øget fokus på vidensdeling og selvudvikling, men man udvikler sig skævt når ens identitet ikke er med, når selvet er splittet mellem ”den man er begrænset til at være af systemet” og ”den man gerne ville eller kunne være, hvis bare muligheden var der”, man kan ikke i tilstrækkelig grad udfylde de krav og forventninger man stiller til sig selv og det skaber en afdrift i ens professionsidentitet der i sidste ende kan resultere i ligegyldighed og afmagt.

Når man vælger at censurere sig selv og holde bekymringer og kritik for sig selv, er der ifølge Pelle Korsbæk Sørensen, forsker i arbejdsliv og ytringsfrihed ved Roskilde Universitet, en stor risiko for at man udvikler moralsk stress. Stress udløst af det moralske dilemma i at man ikke til fulde har mulighed for at være der for børnene, forældrene eller ledelsen, fordi der ikke er tid eller personale nok (Sørensen, 2015). Ydermere er tavsheden direkte ødelæggende for det tværprofessionelle arbejde, hvor kommunikation er primus motor.

University College Lillebælt har netop gennemført Innovation på tværs, et tværprofessionelt modul hvor studerende fra forskellige uddannelser styrkede deres kompetencer i tværprofessionelt samarbejde, innovation og entreprenørskab. Dette er med til at styrke de enkelte professioners identitet og geare os studerende til en kommende hverdag, hvor monofaglighed i højere grad bliver afløst af tværprofessionalitet. Vores professionsidentitet blive gearet til at arbejde bredt med andre, samtidig med at samme identitet bliver styrket udadtil. Vi bliver opdraget til at være kritisk tænkende, selvstændige individer. Det er nødvendigt, især for os kommende pædagoger. For pædagogfaget higer efter en selvprofilering af faglige kompetencer.

Omverdenen ved at der er pædagoger og at de passer på mennesker, men de ved intet om hvad det reelt vil sige. De ved ikke at skole og fritidspædagogen er med til at faciliterer et differentieret undervisningsmiljø, der sikre trivsel og læring. De ved ikke at dagtilbuds
pædagogen arbejder med at udvikle børnenes kompetencer ved at skabe et trygt og stimulerende miljø. De ved ikke at Social og specialpædagogen tager sig af de mennesker hvis udfordringer i hverdagen er størst og sikre et værdigt og godt liv på trods af selv meget store udfordringer.

Det et er på tide at pædagogerne tager bladet fra munden og fortæller verden og danskerne at vi er helt fantastisk dygtige til det vi gør, hvis vi altså får muligheden. Det er på tide at vi viser at vi er andet end en flok stille mennesker der ”bare passer børn”. Vi skal være utroligt skarpe på vores professionsidentitet, for kun på den måde kan vi angribe tavsheden. Ved at være fagligt og teoretisk velfunderet skal vi rejse os som en fugl føniks af asken fra new public management bålet, og lade vores stemme få indpas i debatten.

Vi skal fylde mere i billedet, både i offentligheden, men også i det tværprofessionelle arbejde. Vi skal kæmpe for vores ret, ellers får vi den ikke. Vi skal stå stærkt sammen, og vi skal måske endda arbejde på at stå stærkt sammen tværprofessionelt. Hvis lærere og pædagoger kunne forene sig imod hastereformer i fremtiden, så ville politikerne være tvunget til at levere gennemarbejdede reformer, til gavn for både personale og borgere.

Det er ikke længere nok at være god til sit arbejde, det er nødvendigt at fortælle omverdenen at vi er verdens bedste pædagoger. Også selvom at det for rigtigt mange ikke ligger i kortene at vi skal selvprofilere os. Det drejes sig jo ikke om os, men om de mennesker vi arbejder med.

Vi bliver nød til at råbe politikerne op. Vi bliver nødt til at fortælle verden, at verdens bedste pædagoger meget snart ikke længere er verdens bedste, fordi vi er blevet reduceret til tal og målbare resultater. Vi bliver nødt til at sende et klart signal om at new public management fejler, og at der er brug for en revidering af systemet. Hvis vi tager bladet fra munden og forklare systemet hvad vi er virkelig gode til, så får vi måske lov til at være det. Det kommer til at tage tid, år endda, men vi bliver nødt til det. For menneskernes skyld.

Det er menneskerne tiden skal bruges på, ikke papirarbejde. Det er bedst for både pædagoger, samfund og i sidste ende den pengekasse som det hele drejer sig om, ifølge politikerne.

 

Advertisements